Jeg har både en personlig og en professionel passion for Afrika, der har udviklet og forandret sig gennem mit liv. Privat stammer denne nok fra mine tidlige år, hvor min far fortalte mig om sine ture i Afrika som ung pilot og om vores franske families forbindelser til Algeriet. Jeg udviklede tidligt en besættelse af især Egyptens historie og arkæologi samt David Attenboroughs udsendelser fra fremmede landskaber og især Jane Goodalls arbejde med chimpanser i Tanzania. Som ældre blev min interesse for bl.a. Afrikas kolonihistorie og rolle i The Commonwealth yderligere vækket, og over årene har mit hjerte banket stadig stærkere for kontinentet. Således er jeg bl.a. anpartshaver i Café Globen i København med en særlig interesse i rejsearrangementer om afrikanske destinationer. Professionelt har jeg haft en helt særlig interesse for bæredygtig udvikling i lav- og mellemindkomstlande igennem hele min studietid, hvilket tog fart, da jeg studerede CSR i Argentina i 2012. Herefter rettede jeg blikket mod afrikanske udviklingsøkonomier og nye vækstlande, og blev således engageret i konsulenthuset Nordekon i 2013, hvor jeg arbejdede med facilitering af nordiske forretningseventyr og Danida-projekter i Afrika. Efter nogle års pause i "faget" har jeg, siden 2023, arbejdet med bæredygtig nordisk-afrikansk forretningsudvikling i regi af Nordic-African Consultancy. Dermed fylder Afrika meget i mit professionelle og private liv, hvor jeg forsøger at udforske kontinentet i sin helhed, som en økonomisk og geopolitisk motor, som en økologisk, kulturelt og demografisk overvældende rig destination og som et historisk nedslagspunkt - også i min personlige familiehistorie. Jeg håber at kunne udforske mere gennem Afrikaselskabet.